05 november 2017

Bryg 73 Small batch Taiheke IPA

Jeg har skrevet det før, og skriver det gerne igen: Humlegården i Sverige (humle.se) er virkeligt gode til at skaffe frisk humle af selv de mest eksotiske slagser fra hele verden. Så da jeg forleden surfede rundt for at se, om jeg kunne finde noget godt økologisk humle, havde de adskillige spændende varianter - og endda nogle, høstet i 2017! "Det kan da ikke lade sig gøre!?" tænker du nok; høsten falder i september og dette VAR i september.

Men jo, hvis man kigger på den sydlige halvkugle, hvor høsten falder i marts/april, kan det lige akkurat lade sig gøre. Og da humle fra New Zealand er virkelig godt og spændende, købte jeg prompte tre slags: Motueka, noget mere Nelson S. samt Taiheke, der tidligere kaldtes New Zealand Cascade. Og da Cascade er the grand old daddy i IPA-brygning, skal 'frisk' (eller så frisk, som man nu kan få det i Danmark uden at dyrke det selv eller kende en der gør) humle naturligvis bruges til en klassisk IPA.