30 december 2016

Bryg 56: ESB III

Så prøver vi igen. Manden i butikken sagde, at det kunne handle om omrøring og om, at det øverste net ikke sad helt nede på malten under mæskningen. Det sidste er i hvert fald rigtigt, for jeg fornemmede, at der var en del vand under nettet - jeg sigtede efter at placere nettet lige under vandoverfladen. Resultatet har nok været, at vandet har fundet 'kanaler' at flyde igennem, hvorved det ikke er kommet så meget i kontakt med malt andre steder i masken, som det skulle for at få den forventede effektivitet. En indlysende årsag er, at der i den 'officielle' Grainfather-profil til Beersmith står, at der er syv liter 'deadspace' i gryden - dvs. vand fra nederste filter og til bunden. Det er der under ingen omstændigheder. Den modificerede profil, jeg fandt på nettet, og som jeg bruger i dag, gav et langt mere 'rigtigt' resultat, idet min mæskning meget mere kom til at ligne, hvad jeg tidligere har set på nettet - en forholdsvist tyk mask, og hvor øverste net ligger ovenpå det øverste malt. Det gør det så lidt af et arbejde at røre rundt - så det blev ikke til de fem minutter, nogle foreslår, men ikke desto mindre tror jeg på en højere effektivitet i dag.

Jeg havde en rest Maris Otter liggende, og da en god, traditionel ESB med EKG altid er et hit, blev det det for i dag. Samtidig har min nye, lokale pusher Wyeast-gær i 'smack packs', hvilket jeg ikke har prøvet før, så det bliver et 'first'.

Opskrift


2½ kg. Maris Otter
2 kg. Pale Ale
EKG (3,4% korrigeret, blade) tilsat således:
40 gr. ved 60 min.
20 gr. ved 30 min.
20 gr. ved 15 min.
20 gr. ved 5 min.
Protafloc tilsat ved 15 min.
Wyeast 1098 British Ale

Bryglog


Nå, denne dag skulle så være uden Grainfather Connect-app'en til at styre løjerne - den crasher hver gang, jeg prøver at loade denne i øvrigt simple opskrift. Så jeg kører turen i hånden, men kan stadig følge slagets gang fra sofaen - og justere temperaturen.

Mæsker ind med 15 liter ved 66 grader. Kører sådan i 60 minutter, derefter 10 minutter ved 76 grader. God mæskning denne gang. Får meget inkonsistente vægtfyldemålinger under opkogningen, men lander formentlig omkring 1.040, hvilket giver en mæskeeffektivitet på over 82%!! bedste nogensinde. Og kun 0.001 under target (selvom volumen er lidt mindre end target). 

God eftergydning. Jeg har helt tydeligt fået lagt malten rigtigt, for det lykkedes sågar at opbygge 1-2 cm. vand over øverste rist under eftergydningen, hvor det i går rendte glat igennem det hele. Denne gang landede masken desuden ikke på gulvet, men i bæreposen som planlagt. Alt i alt foreløbigt en meget rolig brygdag.

Et ord om kølingen, jeg ikke skrev om i går: Det er HELT VILDT! Med en passende gennemstrømning af vand og urt i køleren (hver sin vej, naturligvis) lykkedes det at pumpe urt direkte fra gryden til gærspanden ved under 20 grader! En fantastisk effektivisering af brygdagen - på dét alene hentes 1½ time, men noget sættes dog til igen på den lidt mere omstændelige rengøring, der dog delvist bare er ventetid (men det var kølingen jo også før). Alt i alt vil jeg tro, jeg med tiden kan reducere en normal brygdag til under 6 timer! 

Nå, min gode vægtfyldemåling kan nu ikke have været helt korrekt. Jeg ender med en OG på 1.042, hvilket er meget lavere end opskriften siger, og opsamler 19 liter til gæring, hvilket også er lavere. Jeg har snarere haft en mæskeeffektivitet, der igen lå under 60%. Øv. Med lidt held kan jeg få en styrke på 4%, hvilket er under stilen og med 100 gr. humle i - selv med en mild en som EKG - kan malten komme til at træde i baggrunden. Nå - tredje gang er lykkens gang, og så må jeg bare se at røre noget mere i masken, når der mæskes ind.

Opfølgning: har læst lidt op på sagen, og har fundet ud af, at jeg skal gøre to ting anderledes næste gang: male malten finere (jeg har selv en mølle) og presse toppladen ned på malten før eftergydning. Det er meningen, at det skal tage op imod 1/2 time at eftergyde - for mig har det taget få minutter... Men nok stadig røre noget mere...

FG: 1.008, styrke i flasken: 4,8%. Udmærket for en standard bitter, men lavt for en ESB. Smager godt, men meget af EKG. Frugtig, næsten vinøs. Meget let drikkelig. Bliver et hit i hverdagen og på terrassen her til foråret!

Smagsbedømmelse: I starten - mens den endnu var umoden - var det en øl for kendere - dvs. almindelige mennesker ville ikke kunne lide den. Meget kraftig duft og smag af EKG. Efter en måneds tid en virkelig lækker øl med en mild frugtighed, lav bitterhed, fin lille maltfornemmelse (ved ikke, om jeg faktisk kan fange 'kiksen', eller det er fordi, jeg er ved at brygge).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar