25 september 2016

Bryg 52: Humlejuice

I gamle dage mente man ikke, at sen humling, f.eks. ved iblødsætning eller tørhumling, overhovedet bidrager til bitterheden i en øl. Idéen er, at alpha-syren i humlen skal koges, før bitterstofferne træder frem. Nu ved man, at konverteringen til bitterstoffer finder sted også uden kogning.

Samtidig har hjemmebryggerkredse i en årrække kredset om et koncept, der handler om kort kogetid for urten. Det sparer energi og arbejdstid - og giver et større volumen på grund af reduceret afkog. Til gengæld giver det mindre tid til maillard-reaktionen, der giver en let sødme gennem karamellisering af sukkerstofferne i urten. Dette kan man så evt. kompensere for ved at tilsætte lidt karamelmalt.

Nå, men dagens bryg er en afprøvning af ovenstående to dogmer - sen humling og kort kogning - dog ikke så kort, at DMS'en ikke når at dampe af. Al humle tilsættes efter 'flame out', dvs. i form af iblødsætning, og kogetiden bliver 30 minutter. I øvrigt - som det fremgår - er humleprofilen én stor gang oprydning i humleskuffen!

24 september 2016

Bryg 51: Christmas Lager

Traditionen tro skal der være to bryg til medarbejdere og kunder fra min arbejdsplads her til jul. Den ene - en klassisk mørk belgier - er på flaske (bryg 46), og nu er det tid for nr. 2. Jeg besluttede at konstruere opskriften selv på baggrund af en øltype, jeg ikke har brugt til juleøl før: en tjekkisk pilsner - omend med et pænt indslag af ristet malt, som en pilsner ellers ikke har. Idéen er en del sødme fra de ristede malte og den søde appelsinskal som balanceres ud af en vis alkoholstyrke (> 7%), lakrids fra anisen og chili... Måske bliver det en udrikkelig og uharmonisk portion - eller måske bliver den 'lige i øjet'. I hvert fald er balance nøgleordet - er de enkelte ingredienser balanceret rigtigt? Humlen giver lidt frugtighed til at runde det hele af...