18 oktober 2015

Bryg 32: Black IPA II - og så alligevel ikke...

Den første Black IPA, jeg lavede, blev rigtigt god. Det var Galaxy humlen, der gav den gode, tropefrugtsmag, mens Pacific Gem aldrig rigtigt kom til at 'træde i karakter'. Derfor vil jeg i version 2 her udskifte sidstnævnte med en mere aromatisk humle, konkret Simcoe. Da brygdagen så oprandt opdagede jeg, at jeg havde glemt at købe et par portioner malt - men heldigvis havde jeg få dage forinden været på en 'hygge-afvejnings-shoppe-tur', så jeg havde nogle poser liggende med forskellige slags malt, som udmærket kunne bruges.

Som sidst er det ikke min mening at lave en IPA, som bare er sort, men faktisk at få noget maltkarakter med i smagen. Derfor den forholdsvist store mængde karamelmalte. Det ristede byg er den eneste korntype, som skal lave brygget helt sort, så derfor er der meget af det - og for ikke at få for mange brændte noter i smagen, tilsætter jeg det til allersidst inden vorlauf.


Samtidig har jeg valgt at køre med en ret kompleks humling. Flere små portioner i løbet af kogningen og både steep (iblødsætning efter kogning) og tørhumling skulle give mere smæk til aromaen, som jeg generelt synes, er for afdæmpet i mine humlede bryg.

Opskrift


Type: Black American IPA
Opskrift: Q-bryg
Brygdag: 18. oktober 2015
Q-navn:

Malt:
4,00 kg Pale Ale
0,47 kg Caramunich I
0,43 kg Crystal, Dark
0,38 kg Caramunich II
0,15 kg Roasted Barley

Humle:
15,00 g Galaxy [8,07 %] - First Wort, koges i 60,0 min
15,00 g Simcoe [9,20 %] - First Wort, koges i 60,0 min
10,00 g Simcoe [9,20 %] - Koges i 30,0 min
10,00 g Galaxy [8,00 %] - Koges i 20,0 min
10,00 g Simcoe [9,20 %] - Koges i 10,0 min
15,00 g Galaxy [8,07 %] - Steep/Whirlpool 20,0 min
15,00 g Simcoe [9,20 %] - Steep/Whirlpool 20,0 min
30,00 g Galaxy [8,07 %] - Tørhumle i 4,0 Days
30,00 g Simcoe [9,20 %] - Tørhumle i  4,0 Days

Andet:
½ tablet Protafloc, koges  i 20 min
5 gr. Epsom Salt tilsat urten ved first wort

Gær:
California Ale V (White Labs #WLP051)

Kapsel:
Sort-brun

Bryglog

Jeg mæsker ind med 17 liter ved lige knapt 73 grader. Fordi min lille bryggersvend hjælper til med indmæskningen, går det meget hurtigt, og temperaturen er fine 67½ grad efter 10 minutter. Lader den falde, så der bliver hovedvægt på forgærbare sukre. Alkoholstyrken skulle gerne ende i omegnen af 6% og mundfylden være medium.

Henter 20½ liter ud med en vægtfylde på 1.053. Det giver en mæskeeffektivitet på 66%, hvilket er ganske tilfredsstillende. Til gengæld er jeg noget i tvivl om, om det bliver en black IPA eller en brown IPA. Jeg havde ikke mere end 150 gr. ristet byg, og de tre karamelmalte kunne ikke give mere, end en gyldenbrun væske. Kogningen gik udmærket. Det ser ud som om, jeg får kogt hen ved fire liter af, hvilket er lidt mere, end min udstyrsprofil i bryggersoftwaren er sat til. Den nye plade er god, men den måtte stadig kæmpe lidt for at holde urten i rullende kog, hvis døren ud stod åben og relativt kold luft strømmer ind og køler den ned.

Sætter 15 liter over til gæring med en OG på 1.062. Volumen er noget lavere, end jeg havde ventet og OG lidt højere. Én liter er 'forsvundet' under mæskningen (jeg må nok kigge på, om jeg har indregnet tilstrækkeligt med 'tun deadspace' (urt tilbage i mæskegryden under filteret). Samtidig kan jeg konstatere, at kogningen 'smed' mindst 4 liter, hvilket er godt (= god kogning), men ikke helt stemmer overens med min udstyrsprofil (er vist sat til 3 liter). Så hvis vi siger, at de fem (!) humlesokker med samt humlen i dem suger yderligere én liter, passer regnskabet igen.

Styrken i flasken kan så gå hen og blive 6,66% - måske jeg skulle kalde den 'et fandens bryg'??

---

Nogle gange bliver man overrasket over sit eget bryg. Styrken bliver på 6,2%, da FG lander på 1.018. Det er fint, for så er der noget restsukker, der kan give sødme nok til at ballancere humlebitterheden.

Den avancerede humleprofil stikker igennem i form af både en god bitterhed, dejlig frugtighed og noter af både citrus og tropefrugt - helt som det skal være.

Farven derimod er ikke lykkedes - jeg havde simpelthen ikke ristet byg nok. Derfor er den brun.Så hvad med 'Brown IPA'? Den har jeg ikke set før. Og så er der den anden del af smagen... Nu har jeg kun sippet på vægtfyldeprøven uden karbonering (også kaldet 'grønt øl'), men alligevel synes jeg, der er et anstrøg af lakrids. Det må komme fra malten - men hvilken ved jeg ikke. Måske er det fra det ristede byg - og i virkeligheden en lidt brændt note koblet med noget ristet karamel fra caramunich-maltene? Hvem ved, og det kan være, det hele er væk inden modningen er ovre, men under alle omstændigheder er 'arbejdstitlen' på denne øl nu blevet til 'Brown Liquorice India Pale Ale' - and that's a first!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar