21 februar 2015

Bryg 12: Black IPA

Der er to skoler inden for Black IPA: dem, der prøver at lave en klassisk IPA (vestkyst, østkyst, engelsk eller andet), men bare gøre den sort - en slags 'narrestreg', hvor den, der drikker den, oplever et skisma mellem forventningerne til, hvordan øllet skal smage, og hvordan det rent faktisk smager - og dem, der faktisk lader de mørke malte spille en vis rolle i smagsbilledet. Den første variant er den sværeste at lave, for man skal være uhyre varsom med doseringen af de meget mørke malte - eller ristede korn - hvis man vil have, de skal give farve men ingen smag.

Både fordi, jeg synes, det virker lidt fjollet at lave 'drilleøl', og fordi jeg gerne vil arbejde mere med maltsammensætningen i mine øl, valgte jeg at lave en BIPA af sidstnævnte type. Den altoverskyggende hovedvægt i maltsammensætningen ligger naturligvis på pale ale, men derud over lidt karamel- og chokolademalt for måske at give en lidt sødere bund til en frugtig og bitter primær oplevelse.

08 februar 2015

Bryg 11: Barley Wine

Hvorfor en barley wine? Hvorfor ikke? Jeg kan mærke, jeg har behov for at komme rundt og besøge flere forskellige stilarter, og dette er vel en form for 'dronningen' (hvis Imperial Stout er kongen)? Det er i hvert fald en øl, der oprindelig er skabt til de engelske fruer af det bedre borgerskab, da de ikke brød sig godt om det bitre og brændte i de øl, herrerne drikkede. Derfor en 'byg vin'. At det så er en af de stærkeste øltyper, der findes, er en anden sag - madammerne har formentlig også fået den i et lille glas og måske med is til? Og så en lille lur nat-nat bagefter!