29 december 2014

Bryg 7: Rug IPA

Så har det været jul og det affødte en ... chiller!! Uden at ane, hvad det er, gav min mor mig penge til at købe én, og da Albryg havde åbent en halv dag denne 29. december, fór jeg afsted for at erhverve den. Som beskrevet i forrige indlæg, kommer jeg altid hjem med noget, jeg ikke havde regnet med - og selvom jeg havde lavet en alenlang indkøbsseddel til min Rug IPA, skete det også denne gang... Eller måske var det ikke så meget noget, jeg ikke havde regnet med - det var snarere mængden, jeg ikke havde regnet med: jeg købte en 25 kg. sæk med Pale Malt... Dette er en af de mest brugte basismalte i ales, så hvorfor ikke udnytte, at kiloprisen herved kom ned på... 8 kr. og 60 øre!

Bryg 6: Wee Heavy Scottish Ale

Når jeg en gang imellem kigger ud til de gode mennesker hos Al-bryg, som desværre bor en times kørsel herfra, kommer jeg altid hjem med 'lidt ekstra'. Det er jo utrygt ikke at have malt, humle og gær i huset, så man kan lave sig en øl, skulle muligheden vise sig. Således købte jeg en dag, hvor jeg sådan set kun skulle ud efter flasker, et af Brewolutions færdige all-grain sæt: Wee Heavy Scottish Ale. Den har jeg så lavet, og den er ca. færdig, når vinteren er ovre og foråret titter frem... Jeg skal vist have lidt bedre styr på, hvornår man skal brygge hvad...

Der var alt i alt 8 kg. malt i pakken, hvilket viste sig at være for meget for min 25 liters gryde. Jeg kunne kun have 16 liter mæskevand i gryden, og det gav altså for tyk en mæskning. Dels brændte noget på i bunden, dels blev min OG kun på 1.067 mod de forventede 1.076. Nå, men jeg tror nu, det bliver en udmærket øl alligevel. 

27 december 2014

Bryg 5: ESB - Extra Special Bitter


Jeg har ikke været flittig til at få skrevet (endsige brygget) den sidste tid. Julen med al dens hæktiske aktivitet. Nå, men nu er juleøllerne bag os - givet væk og drukket - og de blev meget vellykkede. Eneste ærgerlige er, at der ikke er flere tilbage til langtidslagring...

Nu er det tid at se fremad. Den wee heavy scottish ale, der har stået ubrygget i en kasse i stuen i nu snart en måned, skal laves i morgen. Men jeg trængte til noget andet end mørke, hårdtpumpede maltøl, så derfor kom der lige en ESB ind. Jeg har en svaghed for det originale, og fundamentet for meget af det rigtigt udmærkede amerikanske håndbryggede øl er helt oplagt det engelske. En slags protest imod udvandet konsumbryg, der har tyske rødder 'over there'.

02 november 2014

Bryg 4: English Mild

Efter at have arbejdet med et par julebryg, der begge i princippet skulle ende omkring +7%, tænkte jeg, at man i de mørke vintermåneder efter nytåret nok kunne trænge til noget mildere, men stadig relativt mørkt øl. Jeg havde ikke lyst til at gå efter egentlige stouts/portere, og faldt derfor over typen English Mild. Der er tale om en type, der både blandt hjemmebryggere og kommercielle bryggere - selv i typens hjemland - er gået noget i glemmebogen. Men den havde alle de karakteristika, jeg ledte efter: God mundfylde, nuancer af kaffe, chokolade, kiks og tørkage, og samtidig en alkoholstyrke under en alm. dansk pilsner.

19 oktober 2014

Joachims Hefeweisen

Jeg har en fætter. Han kan også godt lide øl, men noget lidt andet, end jeg kan. Jeg har tidligere fortalt ham, at jeg er begyndt at lave øl (han begyndte at sende mig fotos af øl, han sad og drak, så jeg måtte jo matche det på en eller anden måde...). Da han hørte, man relativt let kan lave sin egen øl, og da han bor i Sverige, hvor øllet 'i byen' koster arme-og-ben, blev han fyr og flamme og var klar til at begynde selv.

Nu er Joachim og jeg meget forskellige. Jeg købte mit startsæt efter flere måneders overvejelser og efter at have læst mindst én bog og adskillige debatindlæg om de forskellige aspekter af ølbrygning. Joachim gik på nettet, fandt en opskrift, købte nogle ingredienser - og mente sig så klar. Nu var han bare faldet over Braumeisters opskrift på en heleweisen, som har 6-7 mash-steps og som helt klart er beregnet på folk, der har købt et Braumeister-anlæg. Næppe en begynderopskrift til én gryde, nogle mæskeposer og én gærspand...

06 oktober 2014

Bryg 3: Rudolfs Red Ale

Så er julebryg nr. 2 i 'spanden' (dvs. sat til gæring). En rigtigt god brygdag uden stress og med et minimum af tunge løft. Jeg kan se på det hele, at når jeg en gang får sparet sammen til en chiller (og en hævert), kan jeg stort set helt eliminere løftene - indtil gærspanden skal i køleskab...

Jeg har i øvrigt fundet ud af, at det er meningen, man skal koge uden låg. Det vidste jeg ikke... Det er åbenbart så indlysende, at ingen af de opskrifter, jeg har brugt, ulejliger sig med at nævne det. Problemet er, at hvis man har låg på, kan nogle sulfur-forbindelser, der kan give smag af kogte gryn, ikke undslippe urten. Det er typisk ikke noget problem med mørke og stærke øl, men lyse og lette øl kan altså få en utilsigtet bismag. Nu er sagen så bare, at min 1.800 watts induktionsplade ikke kan holde gryden i kog, når der er 23 liter urt i og låget er af... Så det blev til ca. ½ med og ½ uden låg i denne omgang.

På trods af, at jeg fulgte opskriftens mængdeangivelser: 16½ l. vand til mæskning og 14 l. til udmæskning, ender jeg alligevel med kun omkring 19 l. i gærspanden. Dels suger alt det malt rimeligt meget, dels er der en stor fordampning, når man koger uden låg. Så det er vel bare at fylde ekstra på!

Opskriften estimerede med 1070 i OG, mens jeg kun kom på 1065. Jeg går ud fra, at forskellen må ligge i marginalerne i temperaturstyringen (måske kom jeg ikke HELT op på 76 grader de sidste 10 min.?) eller i en mindre indkogningsgrad fordi jeg var nødt til at bruge låg...

05 oktober 2014

Udstyr pr. oktober 2014

Nu er en bryggers udstyr jo en dynamisk størrelse, så derfor bliver gennemgangen et øjebliksbillede, men jeg vil også gerne benytte anledningen til at opfordre til seriøse overvejelser om, hvordan man vil organisere sin brygning, inden man begynder at købe ind - modsat hvad jeg gjorde...

Men lad os starte med starten: jeg havde besluttet mig for at gå i gang med hjemmebryg og havde set en startpakke med to gærspande og noget 'løsøre' til en favorabel pris hos AL-Bryg. Jeg ville i første omgang kun lave et ekstrakt, så derfor behøvede jeg sådan set ikke andet, men da jeg blev bidt af 'iver', da jeg først så alt udstyret, og da jeg kunne få en 25 l. gryde med rabat, slog jeg til - jeg var sikker på, jeg nok skulle få den i brug.

04 oktober 2014

Bryg 2: Bad Santa - jul 2014

Ja, jeg ved det godt. Når en julebryg skal lagre i 3-6 måneder, er det for sent at begynde at brygge juleøl i begyndelsen af oktober. Med lidt god vilje kan den nå at modnes en måneds tid inden det bliver december... Hjemmebryggeren, jeg købte sættet hos - flink fyr i øvrigt - mente dog, at tabet mest af alt ville være i nuancerne. Jeg tænker, det måske er et spørgsmål om at opnå en bedre balance mellem smagsnuancerne?

11 september 2014

Bryg 1: Bazarens IPA

Efter fuseren med ekstraktet, kunne jeg mærke på maven, at jeg ville have det bedre med at brygge et all-grain-sæt, for her er der tale om bryg, der under vejs bliver KOGT, hvorved det er helt sterilt... Samtidig ville jeg stå i køkkenet og lave brygget, hvilket indebar yderligere udfordringer med udstyret.

10 september 2014

Bryg 0: Muntons IPA Bitter

Navn: Muntons IPA Bitter
Opskrift: Muntons
Type: Ekstrakt
Ølstil: IPA
Resultat: Hældt ud efter primær fermentering

----------------------------------

"Det kan ikke gå galt - jeg har lavet ti bryg, og ingen af dem er gået galt!" sagde damen i butikken, da jeg købte mit 'starter-kit'. "Du skal bare følge opskriften på dåsen og efter et par uger sidder du med en dejlig hjemmebrygget øl i hånden!". Nå, hvor svært kan det være? Ølbrygningens svar på 'shake-and-bake' - det må jeg da kunne klare...

Hjemmebrygning af øl: udfordrende, hyggeligt og lækkert - forhåbentlig

Jeg er begyndt at brygge øl. Første bryg var et ekstrakt, der blev kontamineret og røg ud i vasken - det vil jeg skrive lidt om senere. Andet var et kun 10 liters all-grain IPA-bryg fra Maltbazaren. Det gik langt bedre - om end jeg endnu ikke har smagt det... I disse dage er det ved at afslutte gæringen, og derefter skal det tørhumles, flaskes og modnes - så der går mindst en måned, før jeg kan smage på det.

Denne blog er oprettet af to grunde. Jeg er sikker på, jeg kommer til at lave alle de fejl, man kan, og hvis jeg skriver om dem, kan andre, der oplever det samme, måske se, at de ikke er de eneste tosser i verden. Og så kan jeg aldrig huske, hvad det er, jeg går og laver, så selvom jeg fører udførlig bryglog, så kan det også være en god bearbejdning af brygprocessen for mig selv at skrive om det...

Et bryg er længe under vejs, og derfor er det usandsynligt, der vil blive skrevet her med bare jævne mellemrum. Men jeg vil også linke til spændende sider og artikler, efterhånden som jeg falder over dem. Bl.a. har Brew Your Own - et amerikansk hjemmebryggermagasin, jeg abonnerer på - et meget omfattende og åbent arkiv med mange gode sager!

Nå, men til sagerne - øl brygger jo ikke sig selv (før det er kommet i gæringstanken, vel at mærke)!

Første flaske fra første bryg (der lykkedes)!