29 december 2018

Bryg 83 - 85 Small Batch Smash Pale Ale

Når man har tvangsfri fra arbejde mellem jul og nytår, må man jo holde sig beskæftiget med noget vigtigt, og hvad kan være bedre end at brygge noget øl?! Min sædvanlige pusher har fået noget nyt øko-gær af mærket Imperial hjem, og da nogle af dem lyder decideret 'jummy', har jeg valgt tre ud til small batch afprøvning.

Small batch rørene til Grainfather giver mulighed for at brygge 10-12 liter (måske endda lidt mere) af gangen, hvilket er udmærket til at teste en gær i en velhumlet pale ale-type. Vælger at køre med single malt and single hop (altså SMASH). To bryg landes mellem jul og nytår, det sidste lidt senere.

30 september 2018

Bryg 82 NEIPA

Jeg har tidligere lavet nogle spæde forsøg på en uklar, velhumlet, men kun let bitter øl, og ingen af forsøgene blev til meget mere, end en tåget IPA. Men nu har jeg i nogle måneder haft en pose valset havre liggende (til brygning - ikke ungernes havregryn; dem kan man nemlig ikke bruge, har jeg lært!), så i dag skulle det altså være. Knapt 20% valset havre og resten pale ale. Voldhumles med Eureka! og Nelson Sauvin - måske nogle lidt pudsige valg, men nu var det dem, jeg havde liggende, og da de har en ret høj alphasyreværdi, bliver brygget alligevel ganske bittert. Men det kan jeg nu engang godt lide...

05 august 2018

Bryg 81 Noget brunt...

Selvom det er vanskeligt at forestille sig efter mere end 3 måneder med dagtemperaturer mellem 25 og 30 grader og stort set ingen nedbør, så bliver det altså efterår på et tidspunkt - formentlig med regn og blæst og helt andre temperaturer. Og da en brygger - på grund af den relativt lange brygproces - må være forudseende, er dagens bryg en efterårsinspireret brown ale eller scottish wee heavy eller noget i den stil - i hvert fald noget brunt.

15 juli 2018

Bryg 80 Julen 2018

Så blev det alligevel jul i juli... Havde ellers besluttet ikke at brygge juleøl i år, men så kom jeg til at tænke på, hvordan kollegerne vil se ud i ansigterne, hvis ikke, jeg har julebryg med til julefrokosten... Og så trænger jeg også til at få ryddet op i julekrydderiskuffen - noget af det blev købt ind til første julebryg i 2014...

Men så en let én da? En 'spiced up' pale ale, måske? Eller en let stout med lidt appelsin og kakao? Men ikke det sædvanlige gedemarked med belgisk kandis, allehånde og så videre, ihvertfald! Så jo, det blev det... Og den får endda kun 3½ - 4 måneder at modne i; nå, er der nogle til overs, kan de jo blive julebryg 2019 i stedet...

03 juni 2018

Bryg 79 Mosaic IPS

4,35 kg Pilsner
0,65 kg Pale Malt

Proteinstop i 16,5 l vand ved 50,0 grader i 30 min
Forsukring ved 64,4 grader i 75 min
Mæskestop ved 75,6 grader i 10 min
Eftergydning med 15 l vand ved 75 grader

Samlet kogetid 90 min

10 g Mosaic [8,50 % korrigeret] - koger i 60 min
20 g Mosaic [8,50 % korrigeret] - koger i 20 min
38 g Mosaic [8,50 % korrigeret] - trækker i 20 min efter kogning

20,75 liter med 1.049 ~ 6% i flasken

1 pkg Czech Budejovice Lager (White Labs WLP802)

Personlig rekord: FG 1.002. Styrke i flaske: 6,5%. Frisk, tør, frugtig. Skal nok blive god.

21 maj 2018

Bryg 78 Copenhell II

For tre år siden - Bryg 18 - lavede to ungersvende med hang til heavy og jeg en øl til deres tur på Copenhell. Der var tale om en black IPA med chili. Chilien blev lidt dominerende og 'enstrenget', og selvom øllen smagte udmærket, var det ikke en 'bælleøl' mens 'vi venter i køen på at komme ind'. Nu er ingen af os så unge, som vi var dengang - de er begge rundet de 30 - og der er kommet småkravl til hos dem. Ved ikke, om det er derfor, men denne gang er vi gået i en noget anden retning!

En tur på TapHouse gav os desuden mulighed for at eksperimentere: 5 smagsprøver - to stemt hjem med det samme - og de tre andre blandet i et forhold, der tjente formålet: en frisk tørstslukker med en snært af syrlighed og lidt frugtighed. Modellen blev en India Pale Steam Beer (velhumlet - men ikke tørhumlet - pilsner, gæret ved stuetemperatur) med en slat hvedemalt i.

25 marts 2018

Bryg 77 Lenes Pilsner

For mange er pilsner synonymt med de uinteressante, masseproducerede og overeksponerede produkter, supermarkeder, kiosker, tankstationer osv. er så fyldte med. Heldigvis ved vi, der laver dem selv, at pilsneren også kan være et utroligt velsmagende, delikat og forfriskende kvalitetsprodukt. Til de, der synes, IPA er for blomstret, bitter eller bare 'underlig', er dagens bryg dedikeret - og så ER en solvarm sommerdag og en kølig pilsner altså det perfekte par...